Mens PFI- og ISO-standarderne virker meget ens på mange måder, er det vigtigt at bemærke de ofte subtile forskelle i specifikationerne og de refererede testmetoder, da PFI og ISO ikke altid er sammenlignelige.

For nylig blev jeg bedt om at sammenligne de metoder og specifikationer, der refereres til i PFI-standarderne, med den tilsyneladende lignende ISO 17225-2-standard.

Husk, at PFI-standarderne er udviklet til den nordamerikanske træpilleindustri, mens de nyudgivne ISO-standarder i de fleste tilfælde minder meget om tidligere EN-standarder, som er skrevet til de europæiske markeder. ENplus og CANplus refererer nu til specifikationerne for kvalitetsklasserne A1, A2 og B, som beskrevet i ISO 17225-2, men producenter fremstiller primært "A1-kvalitet".

Mens PFI-standarderne også giver kriterier for premium-, standard- og utility-kvaliteter, fremstiller langt de fleste producenter premium-kvalitet. Denne øvelse sammenligner kravene til PFI's premium-kvalitet med ISO 17225-2 A1-kvalitet.

PFI-specifikationer tillader et bulkdensitetsområde på 40 til 48 pund pr. kubikfod, mens ISO 17225-2 refererer til et område på 600 til 750 kg (kg) pr. kubikmeter. (37,5 til 46,8 pund pr. kubikfod). Testmetoderne er forskellige ved, at de anvender beholdere af forskellig størrelse, forskellige komprimeringsmetoder og forskellige hældehøjder. Ud over disse forskelle har begge metoder i sagens natur en stor grad af variabilitet som følge af, at testen er afhængig af individuel teknik. På trods af alle disse forskelle og den iboende variabilitet ser de to metoder ud til at generere lignende resultater.

PFI's diameterområde er 0,230 til 0,285 tommer (5,84 til 7,24 millimeter (mm). Dette er med den forståelse, at amerikanske producenter overvejende bruger en kvart tomme matrice og nogle lidt større matricestørrelser. ISO 17225-2 kræver, at producenter erklærer 6 eller 8 mm, hver med en tolerance plus eller minus 1 mm, hvilket giver mulighed for et potentialeområde på 5 til 9 mm (0,197 til 0,354 tommer), da 6 mm diameteren mest ligner den sædvanlige en kvart tomme (6,35 mm). ) matricestørrelse, ville det forventes, at producenterne ville erklære 6 mm. Det er usikkert, hvordan produktet med en diameter på 8 mm vil påvirke brændeovnens ydeevne.

For holdbarhed følger PFI-metoden tumblermetoden, hvor kammerdimensionerne er 12 tommer gange 12 tommer gange 5,5 tommer (305 mm gange 305 mm gange 140 mm). ISO-metoden bruger en lignende tumbler, der bare er lidt mindre (300 mm gange 300 mm gange 120 mm). Jeg har ikke fundet, at forskellene i kassedimensionerne forårsager en signifikant forskel i testresultater, men i teorien kunne den lidt større boks tyde på en lidt mere aggressiv test for PFI-metoden.

PFI definerer fint materiale som materiale, der passerer gennem en ottendedels tomme trådnet (3,175 mm firkantet hul). For ISO 17225-2 defineres fine partikler som materiale, der passerer gennem en 3,15 mm rundhulsskærm. Selvom skærmdimensionerne 3.175 og 3.15 virker ens, fordi PFI-skærmen har firkantede huller og ISO-skærmen har runde huller, er forskellen i blændestørrelse omkring 30 procent. Som sådan klassificerer PFI-testen en større del af materialet som fine partikler, hvilket gør det sværere at bestå PFI-fines-testen, på trods af at de har et sammenligneligt bødekrav for ISO (begge refererer til en bødegrænse på 0,5 procent for materiale i sække). Derudover bevirker dette, at holdbarhedstestresultatet er cirka 0,7 lavere, når det testes via PFI-metoden.

For askeindhold bruger både PFI og ISO nogenlunde ens temperaturer til askning, 580 til 600 grader Celsius for PFI og 550 C for ISO. Jeg har ikke set en signifikant forskel mellem disse temperaturer, og jeg anser disse to metoder for at levere sammenlignelige resultater. PFI-grænsen for aske er 1 procent, og ISO 17225-2-grænsen for aske er 0,7 procent.

Med hensyn til længde tillader PFI ikke, at mere end 1 procent er længere end 1,5 tommer (38,1 mm), mens ISO ikke tillader, at mere end 1 procent er længere end 40 mm (1,57 tommer) og ingen pellets længere end 45 mm. Når man sammenligner 38,1 mm 40 mm, er PFI-testen mere stringent, men ISO-specifikationen om, at ingen pellet må være længere end 45 mm, kan gøre ISO-specifikationerne mere stringente. For testmetoden er PFI-testen mere grundig, idet testen udføres på en prøvestørrelse på mindst 2,5 pund (1.134 gram), mens ISO-testen udføres på 30 til 40 gram.

PFI og ISO bruger kalorimetermetoder til at bestemme opvarmningsværdien, og begge refererede tests giver sammenlignelige resultater direkte fra instrumentet. For ISO 17225-2 er den angivne grænse for energiindhold dog udtrykt som netto brændværdi, også kaldet lavere varmeværdi. For PFI udtrykkes varmeværdien som brutto brændværdi eller højere varmeværdi (HHV). Disse parametre er ikke direkte sammenlignelige. ISO giver en grænse for, at A1-pillerne skal være større end eller lig med 4,6 kilowatt-time pr. kg (svarende til 7119 Btu pr. pund). PFI-standarden kræver, at producenten oplyser minimums-HHV som modtaget.

ISO-metoden for klor refererer til ionkromatografi som den primære metode, men har sprog til at tillade flere direkte analyseteknikker. PFI lister flere accepterede metoder. Alle adskiller sig i deres detektionsgrænser og påkrævet instrumentering. PFI's grænse for klor er 300 milligram (mg), pr. kilogram (kg) og ISO-kravet er 200 mg pr. kg.

PFI har i øjeblikket ikke metaller opført i sin standard, og ingen testmetode er specificeret. ISO har grænser for otte metaller og refererer til en ISO-testmetode til analyse af metaller. ISO 17225-2 angiver også krav til flere yderligere parametre, der ikke er inkluderet i PFI-standarderne, herunder deformationstemperatur, nitrogen og svovl.

Mens PFI- og ISO-standarderne virker meget ens på mange måder, er det vigtigt at bemærke de ofte subtile forskelle i specifikationerne og de refererede testmetoder, da PFI og ISO ikke altid er sammenlignelige.